Las Vegas Film

Las Vegas på film og i tv

 
Byen Las Vegas har siden sin spæde start været omdrejningspunktet for rigtig mange film. Nogle film kigger bare forbi i en scene eller to, mens andre film kun foregår i Las Vegas.
 
Nogle af de store film tilbage i tiden er:
  • Oceans Eleven fra 1960,
  • Viva Las Vegas med Elvis Presley fra 1964,
  • James Bond filmen Diamonds are forever fra 1971 og
  • 2. del af Godfather trilogien fra 1974.
 
Senere kom film som:
  • Rain Man fra 1988,
  • Casino fra 1995,
  • Showgirls fra 1995,
  • Austin Powers fra 1997, og
  • Far´s fede Las Vegas ferie fra 1997, og
  • Oceans Eleven blev genindspillet i 2001 til glæde for et stort publikum.
 
Vidste du, at filmen Oceans Eleven første gang blev indspillet i 1960? Filmen havde 5 af de originale Rat Packers i hovedrollerne, det var Frank Sinatra, Sammy Davis Jr. Dean Martin, Peter Lawford og Joey Bishop. Desuden medvirkede Angie Dickinson, Cesar Romeo, Richard Conte m.f. Idéen til filmen stammer oprindeligt fra en medarbejder på en tankstation, som fortalte det til filmens instruktør Gilbert Kay. Filmen var et hit, da den blev indspillet første gang, og det blev den igen, da den blev genindspillet i 2001, med skuespillere som George Cloony, Brad Pitt, Matt Damon og Julia Roberts i hovedrollerne.
 

Vidste du, at filmen showgirls, med Elisabeth Berkley og Kyle MacLachlan i hovedrollerne, nu er en film med kultstatus, på trods af at være vurderet til at være en af de mest elendige film nogensinde lavet? Filmen tjente ikke sine omkostninger hjem i biograferne, fordi man for det første skulle være over 17, for at se den, og for det andet, så fik den utrolig dårlig anmeldelser. Alligevel er den endt på top 20 over de film, som MGM har tjent allermest på. Den indtjente nemlig en formue i videoudlejning tilbage i 90´erne, og er for nylig blevet udgivet på Blue Ray. Filmen har altså både status som kult, og som en af de værste film nogensinde. Det er åbenbart ikke den værste kombination, hvis der skal tjenes penge.

Vidste du, at filmen Casino, med Robert De Niro, Sharon Stone og Joe Pesci i hovedrollerne, er baseret på virkelige personer? Holdet bag filmen har aldrig sagt det direkte, men det er kendt, at filmen i virkeligheden handler om Frank Lawrence ”Lefty” Rosenthal og hans liv. Lefty var kendt fra maffia miljøet, og har opereret flere steder i USA. Filmen Casino handler om hans Las Vegas karriere. Casinoet i filmen, omtalt som Tangiers, er i virkeligheden det nu nedlagte Stardust Hotel and Casino.

Las Vegas har også i mange år været omdrejningspunktet i serien C.S.I. Las Vegas, som startede tilbage i 2000. Siden da har serien udvidet til både Miami og New York, men der er noget særligt ved serien om Las Vegas, som de andre ikke kan leve op til. Om det er byen, det skal jeg ikke kunne sige. 
 
Der er lavet mange flere film, hvor Las Vegas indgår på den ene eller den anden måde. Byen har vist sig at være en utrolig god ramme om både film og serier. Las Vegas har noget over sig, som man ikke finder andre steder. Der er noget mystist, noget forbudt og noget fængslende ved byen. Samtidig er den oplagt til en masse sjov og spas, så der er muligheder nok. Las Vegas er på en måde en voldsomt overdrevet kulisseby, kun bygget op til underholdning, men bag kulisserne er der også et liv, på godt og ondt, som alle andre steder i verden. Og det går nok aldrig af mode, at lave film om.

Annonce

RoyalCasino-footer.gif