Palms
Las Vegas Hoteller - Palms 
Ankomst: Da vi ankom til Palms, blev vi noget overrasket over, at receptionen ligger placeret, hvor den gør. Den ligger nærmest midt i casinoet, musikken bragede løs, og jeg måtte læne mig over disken for at kunne høre. Vi blev modtaget af en vældig flink dame, men det vidste sig senere, at hun ikke helt havde styr på det, men mere om det senere. Vi fik et værelse, gik op, fandt ud af at det var ikke-ryger, og vi havde bedt om ryger. Det havde de så ikke flere af. Det kunne vi først få dagen efter, hvilket ikke var tilfredsstillende.
Værelser: Selve værelset er ganske fint. Udsigten er flot om aftenen, badeværelset er lækkert, man sover godt i sengen osv. Stilen er lidt mørk og trist, men kvaliteten er i orden.
Pool: Pool området er udemærket. Desværre var halvdelen lukket af i hverdagene. Det var i hvert fald, hvad vi fik at vide, men vi oplevede også halvdelen af området lukket på en søndag, så det holder ikke helt. Der var mange forskellige muligheder for at ligge / sidde ved poolen, (liggestole af flere typer, stole, senge osv) men langt de fleste var optaget, da halvdelen som sagt var lukket af. Fliserne på jorden var for glatte, så det var ikke rart at gå på, med bare tæer. Cocktailpigerne var flinke og rimelig hurtige.
Alt i alt en udemærket pool.
Forretninger: Der er ikke det store forretningsudvalg på Palms. Der er en Playboy forretning, en forretning, hvor der sælges ure, en kiosk / souvenir biks, og en med lidt blandet krims-krams. Ikke noget spændende.
Restauranter: Vi har ikke spist så mange forskellige steder på Palms. Vi har prøvet buffetten som var den rene elendighed, og så deres 24 timers café, som laver rigtig god mad, men virkelig ikke er særlig hyggeligt indrettet. Der er koldt og højt til loftet, ingen hygge, men maden og servicen er der ingen klager på.
Så har de et par finere restauranter, som vi ikke kan udtale os om, og der er en foodcourt med fastfood kæder, som f.eks. Panda Express og McDonalds. Der ligger også en Coffeebean and tealeaf, som nok er et af de bedre indslag i fastfood området, bortset fra at jeg personligt er vild med Panda Express.
Tema: Palms har ikke rigtig noget tema som sådan. Dog er det nyeste et samarbejde med Playboy, som kan ses både uden på hotellet og et par steder indenfor. Hotellet er generelt ikke interessant at se på, hverken ude eller inde. Det er ikke ret stort, og det er koldt i udsmykningen.
Casino: Casinoet på Palms er ikke så stort som mange andre steder, men for de flestes vedkommende, er der det, der er brug for. Der er mange forskellige table games, der er high-limit table games, pokerrum og selvfølgelig en masse slotmaskiner. Det kan være svært at finde et blackjack bord med $5 min. men det kan lade sig gøre i dagtimerne. Ellers er det $10 min.
Service: Vi havde nogle meget uheldige oplevelser med servicen på Palms, så det er ikke et sted vi vil anbefale til andre. Bl.a. blev vi på det nærmeste eskorteret ud af hotellet, da de ikke mente vi længere havde ret til reservation. Det er en lang historie, jeg ikke vil kede jer med, men det endte dog med, at vi fik en skriftlig undskyldning, en flaske vin og vores værelse, da det gik op for dem at vi havde ret, og at de havde lavet en fejl. Det var bestemt ikke en rar oplevelse, og jeg vil ikke ønske for andre at opleve det samme. Udover den episode var servicen rimelig. Ikke den bedste ifht. prisen, men udemærket.
Generelt: Sådan helt overordnet vil vi ikke anbefale Palms. De har nogle gode klubber, men det er også det. De lever højt på, at mange kendte bruger natklubberne, og hvis man synes det kan være spændende, så kan man såmænd bare besøge en natklub, men ikke nødvendigvis bo på hotellet. Palms ligger langt fra The Strip, og det ser vi ikke som en fordel. Faktisk er der ikke noget rigtig godt at skrive om hotellet, men nogen må kunne lide det, for der er ofte tæt på fuldt hus.


